Når både en minister og formanden for Danske Regioner lægger vægt på præcis det samme i to forskellige taler, er det værd at lytte efter.
Et af de fælles omdrejningspunkter i både Anders Kühnau og Sophie Løhdes taler ved indledning til regionernes politiske topmøde, var at samarbejdet mellem regioner og kommuner er ikke en mulighed – det er en nødvendighed.
Vi gennemgår i det følgende de to taler i perspektiv af kommunesamarbejdet og ser på hvor de lægger vægten ift. det her tema, som var et af flere væsentlige temaer, der prægede de to taler så som: Nærhed, rekruttering og sundhedsråd. (Se sammenligningsskema sidst i artiklen).
Anders Kühnau: En tryg og sammenhængende sundhedssektor
Formanden for Danske Regioner, Anders Kühnau, lagde i sin beretning vægt på, at Danmark skal være et trygt land at blive syg i – og tryghed skal ikke kun findes på hospitalet, men i det nære sundhedsvæsen.
Kühnau pegede på de fremskridt, der er sket siden coronapandemien, og rettede tak til både sundhedspersonale og det politiske samarbejde. Han fremhævede ønsket om at komme væk fra silotænkning og skabe mere sammenhængende patientforløb, hvor det nære sundhedstilbud spiller en større rolle.
Det kræver, understregede han, et tæt og ligeværdigt samarbejde med kommunerne, især i regi af de nye sundhedsråd.
“Det er ikke gjort med en underskrift på en aftale. Nu skal vi følge det helt til dørs,” lød det fra Kühnau, der understregede, at de store ambitioner kræver vedholdende handling – og fælles ansvar.
Regionerne er klar, lød budskabet – men det kræver, at Christiansborg og kommunerne er det samme.
Sophie Løhde: Fra vision til virkelighed
Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde fulgte op med en mere direkte, handlingsorienteret tale, hvor samarbejdet med kommunerne ikke blot blev nævnt – det blev forventet og krævet. Reformen er vedtaget, nu skal den implementeres. Og det sker ikke uden kommunernes aktive medspil.
Løhde stillede konkrete krav: Kommuner og regioner skal skabe nye sundhedstilbud, sikre bedre lægedækning uden for byerne og sørge for, at samarbejdet om patienter bliver reelt. Hun talte om genindlæggelser, psykiatri, genoptræning og hjemmebehandling som områder, der kun kan løftes, hvis man arbejder på tværs.
“Man kan ikke snakke sig til samarbejde. Man må bare gøre det,” fastslog ministeren og lagde ikke skjul på, at regeringen vil holde øje med, hvordan midlerne bruges – især i psykiatrien.
Hendes metaforiske afslutning var sigende: Det danske sundhedsvæsen er et orkester, og nu er det tid til at “slå tonen an” og finde fælles melodi.
To stemmer, én retning – men med forskellig vægt
De to taler supplerede klart hinanden:
- Kühnau satte retningen og visionen for det nære sundhedsvæsen og understreger, at tryghed og kvalitet kræver forandringer i samarbejdet.
- Løhde stillede krav til, hvordan det skal ske – og understreger, at det nu er “jer” (regioner og kommuner), der skal levere.
Hvor Kühnau favner bredt og anerkender forbedringer og potentialer, tager Løhde rollen som dirigent og sætter implementeringen i fokus – med økonomisk rygdækning og politisk pres.
Samarbejdet med kommunerne: Et fælles kald – og en fælles prøve
Begge talere sender tydelige signaler om, at de nye sundhedsråd og det styrkede fokus på det nære sundhedsvæsen kræver, at kommuner og regioner ryster gamle vaner af sig og arbejder tættere og mere fleksibelt sammen.
Hvor Kühnau fremhæver samarbejdet som et håb, et potentiale og et fundament, gør Løhde det til en forudsætning og en opgave, der vil blive fulgt tæt fra ministerkontoret.
Frem mod valget – og frem mod virkeligheden
Begge talere sluttede med blikket rettet mod det kommende valg til kommuner og regioner i november – men også mod den virkelighed, der venter bagefter. Reformen skal ud at leve i praksis. Det kræver politisk ledelse – og vilje til at arbejde sammen på tværs.
Hvis Danmark skal have det nære, trygge og sammenhængende sundhedsvæsen, der nu er sat kurs mod, så bliver samarbejdet mellem regioner og kommuner ikke bare et tema – men selve testen.
____________
I skemaet herunder kan i overskrifter se hvad Løhde og Kühnau lagde vægt på
Tema | Kühnau | Løhde |
Nærhed i sundhedsvæsenet | Ønsket om behandling tæt på borgeren, hjemmebehandling, færre hospitalsindlæggelser. | Vision om “den nære sundhed” – behandling skal ske lokalt og ikke kræve lange rejser. |
Rekruttering og lægedækning | Fokus på flere læger uden for de store byer, lokale uddannelsespladser. | Samme – med konkret mål: 5.000 flere læger på 10 år og mere retfærdig geografisk fordeling. |
Sundhedsrådene | Fremhæves som nøglen til bedre lokalt samarbejde. | Samme – men med ekstra fokus på balancen mellem lokal og regional styring. |
Samarbejde kommune-region | Vigtigt at bryde med siloer og “plejer”. | Samarbejde er altafgørende – kan ikke tales frem, det skal gøres. |
Psykiatri | Bekymring for lange ventetider, håb med nye udspil. | Tydeligt hovedtema: Ny 10-årsplan med 4,6 mia. kr., opgør med “stop-go”-økonomi. |
Civilsamfund og patientinddragelse | Fokus på frivillige og patientforeninger som medspillere. | Mindre fremhævet, men borgerens perspektiv er stadig centralt. |