Region Sjælland har gennemført et stort udbud af lægevikarydelser med en række fejl og forsinkelser i baggagen, men modsat tidligere forventninger bliver der nu tale om markant lavere udgifter, fremgår det af en artikel i OPS-Indsigt.
For det første fordi priserne er faldet, og så fordi behovet for lægevikarer er blevet mindre ifølge regionen.
Her er man tilfreds med udviklingen.
“Ja, det er korrekt, at resultatet af udbuddet af lægevikar-ydelser var gunstigt for Region Sjælland. Der er opnået timepriser, som er mindst 10 procent lavere end de tidligere priser. Det vil sige en besparelse omkring 20 millioner kroner om året. Hvis vikarforbruget fortsætter som nu,” siger Trine Birk Andersen, regionsrådsformand i Region Sjælland, til OPS-Indsigt.
Hun understreger samtidig, at der stadig er et behov for vikarer – om end man forsøger at begrænse det.
Lægevikarer er for hende at se en dyr løsning, som skal undgås, “men som dog stadig er nødvendig,” tilføjer Trine Birk Andersen.
Forventer et fald på en tredjedel
Oprindeligt lød forventningerne fra Region Sjælland på et vikarforbrug for op mod 1,2 milliarder kroner over kontrakternes løbetid. Det var baseret på et skøn om 600 millioner kroner årligt over to år, med mulighed for forlængelse.
Men virkeligheden har ændret sig. Region Sjælland har nedbragt forbruget af vikarer i 2024 og justeret sine forventninger markant.
“Det er derfor forventningen, at det årlige forbrug vil ligge i omegnen af 200 millioner kroner, og dermed cirka 800 millioner kroner i kontrakternes levetid. Det er altså mindre end den oprindeligt forventede kontraktsum på cirka 1,2 milliarder kroner,” oplyser regionen.
Dermed er den samlede omsætningsforventning til aftalen faldet med en tredjedel, sammenlignet med det oprindelige estimat.
Det store udbud, der har været tre år undervejs på grund af klager og fejl, har desuden medført udskiftning i hele leverandørkæden. Blandt andet er den tidligere dominerende leverandør, Surgiteam, nu kun med i tre delaftaler – og ikke længere i front.
Samtidig har Region Sjælland ikke offentliggjort en pressemeddelelse om resultatet af det omfattende udbud – hvilket ellers er usædvanligt for en region, der normalt melder bredt ud om nye aftaler og indsatser.