Da regeringen fremlagde sit forslag om en sundhedsreform, var ambitionen klar: Et mere nært og sammenhængende sundhedsvæsen, hvor samarbejdet mellem regioner og kommuner skulle styrkes.
Et af de bærende elementer var oprettelsen af sundhedsråd, som skulle fungere som bindeled mellem det regionale og kommunale sundhedsvæsen. Men i Danske Regioners høringssvar til ændring af regionsloven tegner der sig et andet billede – et billede, hvor regionerne søger at fastholde så meget kontrol som muligt.
Spørgsmålet er nu, om sundhedsrådene blot bliver en forlænget arm af regionerne, og om det tværsektorielle samarbejde risikerer at forblive en politisk hensigtserklæring frem for en reel strukturel forandring.
Skanderborgmodellen sikre regionsrådet
Danske Regioner erklærer sig i høringssvaret positivt indstillet over for reformens mål, men samtidig foreslår de en række ændringer, som vil sikre regionsrådene en mere central styring.
En af de vigtigste mekanismer til at bevare kontrollen er ønsket om at fastholde den såkaldte Skanderborgmodel.
Denne model giver regionsrådene mulighed for selv at beslutte, hvorvidt de vil delegere den umiddelbare forvaltning af visse opgaver til underliggende organer – i dette tilfælde sundhedsrådene.
Regionerne argumenterer for, at de tværgående opgaver bør bevares på regionsniveau for at sikre en samlet strategisk styring. Det betyder i praksis, at sundhedsrådene ikke får fuld beslutningskompetence på alle de områder, som reformen oprindeligt tilsigtede.
Endnu et styringsgreb til regionerne
Derudover ønsker regionerne en ret til at overrule sundhedsrådenes beslutninger via en form for indgrebsret. Det betyder, at regionsrådsformanden skal kunne kræve sager forelagt regionsrådet, hvilket giver mulighed for at gribe ind, hvis sundhedsrådene træffer beslutninger, der går imod regionernes strategiske linje.
Forslaget skal ses i perspektiv af, at man allerede i§ 14, i lovforslaget giver sundhedsrådets formand, som typisk vil være et regionsmedlem en standsningsret i sundhedsrådet.
Det betyder, at man regionalt set ønsker to håndgreb til at kunne stoppe sundhedsrådene.
Hertil kommer, at Region Hovedstaden i et forslag til et høringssvar vedr. overgangsloven, der også giver regionerne er slags baghånd i samarbejdet.
I forslaget står der, at eventuelle uklarheder i aftaleelementer, som er for handlet færdigt mellem en kommune og en region, bør fortolkes til gunst for regionen eller det forberedende regionsråd ud fra princippet om, at koncipisten bærer risikoen for uklarheder.
Læs også: Regionspolitikere streger embedsværkets ønske om begrænset aktindsigt
Udpegningsret skal rykkes fra minister til regioner
Endelig forsøger regionerne også at sikre sig magten over udpegning af observatører.
Regeringens forslag lægger op til, at indenrigs- og sundhedsministeren skal kunne bestemme, hvorvidt kommuner kan få en observatør i et andet sundhedsråd end det, de formelt hører under.
Danske Regioner ønsker, at denne beslutning i stedet skal ligge hos regionsrådet selv – hvilket vil styrke regionernes kontrol med sundhedsrådenes sammensætning og funktion.
Mister sundhedsrådene tænder?
Hvis regionernes ønsker bliver gennemført, risikerer sundhedsrådene at miste den selvstændighed, der var tiltænkt dem.
Sundhedsrådene skulle være en platform for tværsektorielt samarbejde, hvor regioner og kommuner var ligeværdige partnere i styringen af sundhedsvæsenet.
Men hvis regionsrådene fastholder kontrol over de vigtigste økonomiske og strategiske beslutninger, kan sundhedsrådene ende som et rådgivende organ med begrænset indflydelse, snarere end en reel faktor.
Særligt for kommunerne kan dette være problematisk. Mange kommuner har presset på for en større rolle i sundhedsvæsenet efter klyngerne.
Hvis sundhedsrådene ikke får den nødvendige beslutningskompetence, kan samarbejdet mellem kommuner og regioner forblive fragmenteret og bureaukratisk, hvor ansvaret bliver skubbet rundt uden den store forandring.
Med andre ord den politiske magt og tyngde i sundhedsvæsenet kommer ikke til at ligge i sundhedsrådene?
Det samme vurderer professor emeritus Jørgen Grønnegård Christensen, der har set nærmere på udkastet til det lovforslag, der skal etablere rådene.
“Det er ikke den virkelighed, der tegner sig, når man læser lovforslaget og aftalens detaljer,” siger Jørgen Grønnegård, der, som Jyllands-Posten formulerede det i forbindelse med hans 80-års fødselsdag for nyligt, har “dissekeret den offentlige forvaltning gennem snart et halvt århundrede og et hav af gange været brugt i kommissioner og udvalg til opklarende eller lovforberedende arbejde, som har krævet, at han skulle vende hver en sten«.
“Magten kommer til at ligge i regionsrådet og regionsrådets forretningsudvalg, der vil have det samlede ansvar for planlægning, drift, økonomi og faglig udvikling inden for det regionale sundhedsvæsen,” vurderer Jørgen Grønnegård.
Argumenter for regionernes kontrol
Til gengæld er der også argumenter for, at regionerne bør have en central styring.
Sundhedsvæsenet er en kompleks sektor, hvor der skal tages hensyn til store kapacitetsplaner, økonomiske prioriteringer og tværgående hensyn. Hvis sundhedsrådene får for meget autonomi, kan det føre til forskellige strategier i forskellige dele af regionen, hvilket kan gøre det sværere at sikre ensartet kvalitet og effektivitet på tværs af sundhedsvæsenet.
Desuden påpeger regionerne, at nogle områder, såsom det specialiserede socialområde, ikke egner sig til en geografisk opdeling på sundhedsrådsniveau.
Mange af de specialiserede sociale tilbud dækker hele regionen – og i nogle tilfælde hele landet – hvilket betyder, at en decentralisering af beslutningerne kan skabe nye udfordringer for borgerne, der er afhængige af disse tilbud.
