Sammenlægningen af psykiatri og somatik er ikke længere blot en politisk ide eller en organisatorisk skitse i regionernes planer – nu flytter det sig helt konkret ind på direktionsgangene.
Læs også: Region samler psykiatri og somatik
De seneste tegn på, at forandringen er reel og mærkbar, er de personalemæssige rokader, vi nu ser i både Region Sjælland, Region Midtjylland og Region Syddanmark.
I Region Sjælland skifter Niels Reichstein Larsen, efter seks år som sygehusdirektør for NSR (Næstved, Slagelse og Ringsted sygehuse), til Holbæk Sygehus, det fremgår af et opslag på LinkedIn.
Stillingen blev ledig, da Mette Touborg blev regionsdirektør i oktober 2024. Samtidig træder psykiatridirektør Kresten Dørup til som konstitueret direktør for NSR – en dobbeltrolle, han varetager samtidig med sin nuværende stilling.
Læs også: Region Sjælland skifter ud i toppen – ny formand og ny direktør
Smart træk
Det er et opsigtsvækkende skridt, der sker i kølvandet på, at Region Sjælland som den første region samler psykiatri og somatik.
Det er potentielt også et smart træk, for kritikken og bekymringen for at somatikken skulle tage overhånd, har ulmet i faglige kredse og det imødegår man i første omgang ved at konstituerer Kresten Dørup som stafet-holder af sammenlægningen af somatik og psykiatri i Region Sjælland.
Kresten Dørup selv omtaler i et opslag på LinkedIn sammenlægningen som et “forslag med store perspektiver” og betoner potentialet for et mere sammenhængende sundhedsvæsen i Midt- og Vestsjælland, hvor psykiatri og somatik skal forstærke hinanden. Udnævnelsen signalerer et tydeligt strategisk skifte: ikke blot organisatorisk integration, men også ledelsesmæssig sammentænkning.
Udluftning i Region Syd
Her kunne man tænke, der kun var rokader og udskiftninger på Sjælland, fordi fusionen af Region Hovedstaden og Region Sjælland presser på, men i psykiatrien i Region Syddanmark sagde sygehusdirektøren, Charlotte Rosenkrantz Josefsen sit job op i sidste måned, og i denne uge er det så den lægefaglige direktør, Anders Meinert Pedersen der fratræder.
Regionsdirektør Jane Kraglund påpeger i en pressemeddelelse, at der ligger siger en stor og vigtig opgave i forhold til at integrere og ligestille psykiatri og somatik.
Det står ikke direkte at den lægelige direktør har stået foran en åben dør, fordi man har behov for en ny profil, men der står, at Anders Meinert Pedersen er fratrådt.
Til gengæld skriver han det selv helt utvetydigt på LinkedIn:
“Jeg havde glædet mig til at lægge mere energi i det arbejde og især sikringen af en god integration af psykiatri og somatik samt implementeringen af tiltag i 10 årsplanen. Desværre er der ikke plads til mig på Region Syddanmarks ny hold.”
Heller ingen rokade i Region Midt
Kigger vi videre på den anden side af Storebælt, så kan man i Region Midtjylland iagttage, at den mangeårige psykiatridirektør Tina Ebler er fratrådt sin stilling. Det fremgår af en pressemeddelelse.
Ifølge koncerndirektør Poul Michaelsen sker det med udsigt til, at der i fremtiden ikke vil være en selvstændig psykiatriledelse. Det vil sige modsat på Sjælland, hvor man trækker psykiatridirektøren ind, så åbner man døren for kollegaen i det midtjyske til et farvel og tak.
“Vi vil gerne anerkende Tinas meget store indsats i den midtjyske psykiatri. Hun har stået i spidsen for den fortsatte robustgørelse af psykiatrien og arbejdet med at virkeliggøre de mange nationale og regionale ambitioner, som i disse år løfter Psykiatrien, siger koncerndirektør Poul Michaelsen.
Især det seneste år har Tina Ebler været ansigtet udadtil i flere skandalesager i Region Midtjyllands psykiatri.
Heriblandt sagen om drabet på Retspsykiatrisk Afdeling på Aarhus Universitetshospital og skandalesagen på regionspsykiatrien i Randers.
Det er ikke tilfældigt
Tina Ebler har desuden tidligere givet offentligt udtryk for hendes bekymring ved at lægge psykiatrien og somatikken sammen.
“Psykiatrien er lige nu i en bevægelse. Vi har endelig fået en 10-årsplan. Vi er endelig begyndt at få udmøntet nogle midler. Min bekymring ved en sammenlægning er, at vi mister momentum i bevægelsen med 10-årsplanen,” sagde Tina Ebler til Sundhedsmonitor i efteråret 2024.
Med de to rokader og en opsigelse har vi et udtryk for, at integrationen nu er begyndt at ændre ledelsesstrukturen i praksis.
Disse rokader er ikke tilfældige. De er første bølge i det forventeligt større organisatorisk skifte, hvor siloerne mellem de to sundhedsområder skal nedbrydes.