Kommentar: Region Midtjylland gør en del ud af, at regionen sidste år, som den første region, indførte forpligtende bæredygtighedsaftaler for at accelerere omstillingen til et mere bæredygtigt sundhedsvæsen.
Aktuelt har Region Midtjylland så lanceret sine nye bæredygtighedsaftaler for 2025-2026. Med 11 aftaler på tværs af hospitaler, socialområdet, psykiatrien og fællesfunktioner, fremgår det af en pressemeddelelse.
Her er ambitionen klar: en cirkulær og CO2-neutral region i henholdsvis 2030 og 2050. Men bag det grønne budskab og kataloget af konkrete tiltag toner et andet billede frem – en styringslogik, der vækker minder om klassisk New Public Management (NPM), nu blot forklædt som grøn samfundsansvarlighed.
En ny form for styring
Aftalerne er bygget op omkring fire spor – cirkulær økonomi, el/vand/varme, transport og social ansvarlighed – og alle enheder forpligtes til både obligatoriske og selvvalgte indsatsområder, der skal følges op løbende og dokumenteres gennem data, BI-rapporter og opfølgningsmøder.
Det er ikke svært at genkende styringsværktøjerne fra NPM-æraen: handleplaner, delmål, datadrevne opfølgninger, resultatmålinger og processtyring – blot med et grønt formål i stedet for økonomisk effektivitet som primær målestok.
Pressemeddelelsen lover stor handlekraft: “De nye bæredygtighedsaftaler sikrer, at vi fortsat har fokus på de områder, hvor vi ved, vi kan gøre en forskel,” siger koncerndirektør Anders Kjærulff.
Og alle enhedscheferne stemmer i med hver deres pointer og perspektiver.
Bæredygtighedens bureaukratisering
Men spørgsmålet er, hvor stor den forskel reelt er – og for hvem?
For mens tiltag i bæredygtighedsaftalernes bilag som “orden i skabene”, “grøn mødeforplejning” og “skift fra engangs- til flergangsservice” i sig selv virker meningsfulde og gennemarbejdede, føles sproget og systematikken omkring dem for nogen mere som en teknokratiseret tjekliste end en mobilisering af klimahandling.
Dokumenterne, som ledsager aftalerne, er tunge, detaljerede og fyldt med flowdiagrammer, deadlines, roller, opfølgningssystemer og kontrolprocedurer. Eksempelvis beskrives, hvordan optimeringsalgoritmer skal bruges til at “trimme brikskabe”, og hvordan hospitalsafsnit skal gennemgå deres vareopbevaring for spild.
Det fremstår som en bæredygtighedens version af Lean – hvor klimahandling først og fremmest skal kunne måles, monitoreres og administreres.
Greenwashing eller grøn ansvarlighed?
Regional-Indsigt har tidligere skrevet om, at regionernes egne opgørelser viser, at det meste af CO2-reduktionsmålet allerede er nået, primært som følge af “den generelle grønne omstilling i samfundet” samt “mindre nybyggeri”.
Det rejser spørgsmålet: I hvor høj grad er regionens indsats egentlig årsag til effekten – eller blot en afledt effekt?
Hvis omstillingen i høj grad sker udefra, og det interne fokus ligger på kontrolsystemer, risikerer bæredygtighedsaftalerne at blive en form for “green management” snarere end grøn transformation, hvor der lægges stor vægt på styring og branding, men mindre på reelt engagement.
Region Midtjyllands bæredygtighedsaftaler er helt sikkert et ambitiøst forsøg på at strukturere en grøn omstilling i en kompleks offentlig organisation. Men samtidig vidner både sproget og strukturen om en ny form for styringslogik, der ligner de gamle – blot i grønt.
Måske er spørgsmålet derfor ikke, om det virker, men hvem det virker for – klimaet, medarbejderne, borgerne eller systemet selv?
