I 2024 blev der sat rekord i antallet af læger, der påbegyndte en hoveduddannelse i almen medicin. Aldrig før har så mange været på vej til at blive praktiserende læger.
Det er et vigtigt skridt i den rigtige retning, men en ny analyse fra PLO (Praktiserende Lægers Organisation) viser, at der stadig er brug for en markant større vækst, hvis målet med 5.000 praktiserende læger i 2035 skal nås.
Ifølge PLO’s analyse begyndte 296 læger i 2024 en hoveduddannelsesstilling i almen medicin, hvilket er det højeste antal nogensinde. Samtidig er 1.246 læger i gang med deres hoveduddannelse – også en rekord. Og 265 nye speciallæger i almen medicin blev færdiguddannet i år, det største antal nogensinde.
“ Den positive udvikling bringer os tættere på målet om mindst 5.000 praktiserende læger i 2035, men vi er ikke i mål endnu. For at sikre lægedækningen i hele landet skal antallet af hoveduddannelsespladser i almen medicin hæves fra 350 til 400,” skriver PLO i et opslag på LinkedIn.
(Artiklen fortsætter efter grafen)

PLO får kritik for udsagn om “egen læge”-funktionen
På LinkedIn-opslaget citerer PLO en nyudklækket almen mediciner:
“Jeg har valgt almen medicin, fordi det er et alsidigt, bredt og spændende speciale. Her får jeg mulighed for at følge mine patienter gennem hele livet, opbygge langvarige relationer og gøre en reel forskel for deres sundhed og trivsel,” siger han.
PLO får nogen kritik for opslaget i kommentarfeltet, hvor der bl.a. bliver opfordret til, at PLO bliver nødt til at se lidt mere realistisk på “egen læge”-funktionen i fremtiden og stoppe med at fylde kommende kolleger med det, som bliver beskrevet som meningstomme udsagn.
Konkret lyder det:
“Nu er det jo PLO, der vælger lige præcis dette citat, med et indhold, som jeg synes hører til i den gammeltestamentelige afdeling…,Vi bliver nok nødt til selv at se en reformation af faget i øjnene, hvis vi ikke skal blive kørt helt agterud og lade nogle andre reformere os”
Kommentarfeltet viser der brydning af meninger om almen praksis, der aktuelt pågår internt blandt lægerne.
Behovet vokser – særligt uden for de store byer
Men hvad er bagtæppet for, at PLO mener man skal øge antallet af hoveduddannelsespladser i almen medicin med 50 styk årligt?
Det fremgår af analysen, at baggrunden for det øgede behov for praktiserende læger er todelt: For det første er der allerede i dag mangel på almenmedicinere i flere områder af landet, særligt i Region Sjælland og de mere perifere dele af Danmark.
For det andet forventes behovet for almen medicin at stige markant i de kommende år. Befolkningen over 80 år – en gruppe, der hyppigt har behov for almen medicinsk behandling – vokser med 144.000 personer (45 %) frem mod 2035. Samtidig øges antallet af patienter med kroniske sygdomme, og sundhedsreformen lægger op til, at almen praksis skal spille en endnu større rolle i det nære sundhedsvæsen.
En af de største udfordringer er den geografiske fordeling af de nye speciallæger i almen medicin.
Mens Region Hovedstaden og Region Midtjylland har 100 % besatte hoveduddannelsesstillinger, er besættelsesgraden i Region Sjælland kun 58 %. Det er dog værd at bemærke, at udviklingen også her går i den rigtige retning – Sjælland har nu det højeste antal besatte stillinger i 10 år.